Fodboldøkonomi Ledelse Sport Management

Premier League historiens største sag – uden reel præcedens

oktober 4, 2026

Den 25. september 2026 kunne The Athletics David Ornstein afsløre, at Premier Leagues uafhængige kommission havde fundet Manchester City skyldig i 114 af 115 rejste anklagepunkter. Fire dage senere, den 29. september, udsendte Manchester City en officiel klubudtalelse, hvor de erklærede sig “både overraskede og skuffede” og varslede appel.

Det skal du vide

  • Manchester City er kendt skyldig i 114 af 115 anklagepunkter rejst af Premier League – sagen har rødder i Football Leaks-afsløringerne fra november 2018.
  • Hovedanklagen (66 af 115 punkter) handler om sponsoraftaler, som kommissionen vurderer reelt var skjult ejerfinansiering fra ADUG.
  • Straffen er endnu ikke fastsat — en selvstændig sanktionshøring afventer. City har nu formelt appelleret (indgivet 1. oktober 2026) til Premier Leagues interne Appeal Board, på et forsvar panelet allerede har afvist i selve kendelsen. Eksperter peger på et historisk stort pointfradrag (40–60 point) som det mest sandsynlige udfald — udelukkelse er teoretisk mulig, men højst usandsynligt, hvilket artiklen vender tilbage til.
  • Flere klubber overvejer civilretlige erstatningskrav.

Sagens anatomi

Sagen mod Manchester City har rødder tilbage til 2008, da investeringsselskabet Abu Dhabi United Group (ADUG), ledet af Sheikh Mansour, overtog klubben for omkring 1,7 mia. kr. (200 mio. £).

I januar 2017 fik den portugisiske hacker Rui Pinto adgang til Manchester Citys interne systemer via en phishing-mail. Rui Pinto udgav sig i en mail for at være en UEFA-medarbejder, der via mailen linkede til en finansiel compliance-rapport, og da en City-medarbejde klikkede på linket have portugiseren adgang til klubbens interne systemer. Materialet blev senere delt med journalistnetværket European Investigative Collaborations (EIC).

I november 2018 offentliggjorde EIC-medlemmet Der Spiegel, på baggrund af dette materiale, konkrete dokumenter om Manchester City, og sagen tog for alvor form. Dokumenterne pegede på, at City systematisk havde kanaliseret direkte ejerinvesteringer gennem sponsoraftaler med statsejede selskaber. En konstruktion, der lod pengetransaktionerne fremstå som kommercielle sponsorindtægter i stedet, hvad det reelt var, direkte ejertilskud. Det er senere dokumenteret, at disse tilskud var afgørende for at City i perioden kunne overholde UEFA’s Financial Fair Play og Premier Leagues tilsvarende Profit and Sustainability Rules.

UEFA og Premier League indledte hver sin undersøgelse i marts 2019. Begge sager blev indledt som en direkte konsekvens af Football Leaks, ca. fire måneder efter Der Spiegels afsløringer.

I februar 2020 idømte UEFA City en to-årig udelukkelse fra Champions League og en bøde på ca. 225 mio. kr. (30 mio. €). CAS underkendte imidlertid straffen i juli 2020 efter Citys appel. CAS fandt, at de fleste af anklagerne enten ikke var tilstrækkeligt bevist eller var forlældede under UEFA’s egne procedureregler, som fastlægger en forlældelsesfrist på fem år. City blev kun fundet skyldig i at have undladt at samarbejde med UEFA’s undersøgelse, og bøden blev nedsat fra ca. 225 til 75 mio. kr. (30 til 10 mio. €).

Premier Leagues egen sag tog væsentligt længere tid, men i februar 2023 rejste ligaen officielt 115 anklagepunkter mod City, og sagen blev overladt til en uafhængig, tre-personers kommission — et dommerpanel, Premier League nedsætter specifikt til disciplinærsager, typisk bestående af en formand og to yderligere medlemmer udpeget uden for klubbernes og ligaens egen administration.. Høringen strakte sig over ti uger fra september til december 2024, lukket for offentligheden. Godt halvandet år senere — den 25. september 2026 — forelå kommissionens kendelse: Manchester City blev dømt skyldig i 114 af 115 anklagepunkter.

Sponsorater som skjult ejerinvesteringer

De 115 anklagepunkter fordeler sig på fem kategorier — men sagens juridiske tyngde, jf. de informationer der pr. d.d. er tilgængelige, ligger primært i kategorien ”ikke retvisende finansielle oplysninger” der så naturligt forgrener sig til brud på både ”UEFA’s Financial Fair Play-regler’‘ og ‘‘Premier Leagues Profit and Sustainability Rules”.

KategoriAntal anklagepunkterPeriode
Ikke retvisende finansielle oplysninger542009/10–2017/18
Brud på Premier Leagues Profit and Sustainability Rules (PSR)72015/16–2017/18
Brud på UEFA’s Financial Fair Play-regler (via Premier Leagues Rule B.15)52013/14–2017/18
Leder- og spillerlønninger142009/10–2017/18
Manglende samarbejdsvillighed35dec. 2018–feb. 2023

Kilder: Premier League; (Manchester City F.C.—Premier League financial breaches case); plbold.dk.

54 af punkterne i City-sagen er således centreret omkring klubbens sponsorater i sæsonerne 2009/10–2017/18, 7 punkter om brud på Premier Leagues egne Profit and Sustainability Rules, og 5 punkter specifikt om brud på UEFA’s Financial Fair Play-regler.

Det sidste er muligt, fordi Premier Leagues eget regelsæt kræver, at klubberne overholder UEFA’s FFP-regler som betingelse for at deltage i ligaen og i europæisk fodbold — et brud på UEFA’s regler er derfor samtidig et brud på Premier Leagues egne regler, ikke kun en sag for UEFA.

Fair Market Value og Premier Leagues egne Profit and Sustainability Rules

Konkret betyder Premier Leagues egne Profit and Sustainability Rules bl.a., at en Premier League-klub maksimalt må have et underskud på 914 mio. kr. (£105m) over en rullende treårig periode. Investeringer i infrastruktur, ungdomsarbejde, kvindefodbold og lokalsamfundsprojekter tæller dog ikke med. Transferudgifter afskrives selvfølgelig over kontraktens løbetid.

Afskrivningen betyder, at en transfersum ikke rammer regnskabet på én gang, men fordeles over kontraktens år. Et eksempel: En spiller købt for 870 mio. kr. (£100m) på en femårig kontrakt belaster regnskabet med 174 mio. kr. (£20m) om året. Skrives samme spiller i stedet på en otteårig kontrakt, falder den årlige belastning til ca. 109 mio. kr. (£12,5m) — en “besparelse” på ca. 65 mio. kr. (£7,5m) om året i PSR-regnskabet, selvom klubben har betalt præcis det samme.

Det er sandsynligvis forklaringen på, at man så så mange lange kontrakter i Chelsea i en periode: Caicedo, Mudryk og Enzo Fernández fik alle kontrakter på otte år, Cole Palmer og Romeo Lavia på syv. Smuthullet blev lukket i december 2023, hvor Premier League-klubberne — Chelsea selv inklusive — stemte for et loft på fem års afskrivning, i tråd med UEFA’s regler. Loftet gælder dog kun nye og forlængede kontrakter, så Chelseas ældre aftaler afskrives stadig over hele løbetiden.

Tilbage til City-sagen og anklagerne om ikke-retvisende finansielle oplysninger hvor kravet om, at transaktioner med nærtstående parter skal være indgået på markedsvilkår, er et centralt omdrejningspunkt.

En sponsoraftale mellem klubben og et selskab med tilknytning til klubbens ejer kan kun regnes som kommerciel indtægt, hvis aftalens økonomi svarer til dens Fair Market Value — altså hvad en uafhængig sponsor ville have betalt for tilsvarende eksponering. Vurderingen foretages ved sammenligning med tilsvarende aftaler mellem uafhængige parter. Overstiger aftalen markedsværdien, udgør det overskydende beløb i realiteten et ejerbidrag. Fair Market Value er med andre ord den test, der afgør, om Premier Leagues egne Profit and Sustainability Rules overholdes.

Anklagerne i City-sagen peger entydigt i retning af at ejerskabet har grundlagt klubbens eksponentielle kommercielle vækst på kreativt konstrueret sponsoraftaler, der systematisk har omgået Premier Leagues egne Profit and Sustainability Rules og kanaliseret midler fra ADUGs, via et mellemled, ind i klubben. Det er også derfor, de 35 anklagepunkter om manglende samarbejde vejer tungt: uden dokumentation er det umuligt at skelne en legitim sponsoraftale fra en skjult ejerinvestering.

Hvad kendelsen viser i praksis

Kendelsens tal er opsigtsvækkende. I sæsonerne 2009/10–2017/18 registrerede City ca. 8,3 mia. kr. (£949,9m) i sponsorindtægter fra selskaber i Abu Dhabi. Kun ca. 1,0 mia. kr. (£119,3m) — omkring en ottendedel — blev ifølge kommissionen betalt direkte af sponsorerne selv. De resterende ca. 7,2 mia. kr. (£830,7m) stammede fra ADUG og blev præsenteret som kommerciel indtægt via misvisende kontrakter.

Etihad-aftalen er et eksempel på ovenstående. Ifølge lækkede e-mails fra Football Leaks var Citys aftale med Etihad i 2015 opgjort til ca. 587 mio. kr. (£67,5m) — men Etihad betalte selv kun ca. 70 mio. kr. (£8m). Resten, ca. 518 mio. kr. (£59,5m), kom fra ADUG, og ifølge en e-mail fra klubbens finansdirektør blev pengene “routed through the partners and they then forward onto us”.

Spiller- og lederlønninger

Det fjerde spor i sagen – træner- og spillerlønninger dækker flere sæsoner og er ikke nødvendigvis 14 eksempler på samme træk. Et dokumenteret eksempel pr. d.d. er den tidligere cheftræner Roberto Mancini der udover sin officielle løn på ca. 12,6 mio. kr. årligt (1,69 mio. €) havde en en separat “konsulentkontrakt” med Al Jazira – ligeledes ejet af Sheikh Mansour – på ca. 15,1 mio. kr. årligt (2,03 mio. €). Dette angiveligt for fire arbejdsdage og kanaliseret via ADUG.

Manglende samarbejsvillighed

Det femte og sidste spor handler ikke om penge, men angiveligt om Citys manglende samarbejdsvillighed under selve undersøgelsen. Manchester City har fastholder konsekvent, at man har “respekteret processen loyalt i otte år”.

Om dette er sandt, eller ej, kan/skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men Citys historik må bestemt vurderes at være imod dem, da et dokumenteret eksempel, på præcis dette, findes i den parallelle UEFA-sag.

CAS betegnede i 2020 Citys adfærd over for UEFA’s efterforskere som ”blatant disregard”, hvilket udløste en bøde på ca. 75 mio. kr. (10 mio. €). I kommissionens egen skriver panelet direkte, at dele af det bevismateriale, City fremlagde, var ‘false in a number of key respects’, og at vidner havde afgivet forklaringer, de ‘vidste var usande’.

Derudover har klubben ytret ønske om at Premier Leagues bestyrelse og administration ville optræde som en “uafhængig, upartisk og fair” regulator, fri for partisk indflydelse”.

Klubformand Khaldoon Al Mubarak har siden fulgt op med et åbent brev til fansene:

“Premier Leagues proces har stadig et langt stykke vej igen, og vores tiltro til og hensigt om at bevise klubbens uskyld er lige så stærk, som da det hele begyndte.”

Al Mubarak understregede ligeledes samtidig, at de fortrolighedsregler, der omgærder sagen, forhindrer ham i offentligt at redegøre for klubbens konkrete forsvar:

“Der er så meget, jeg gerne ville kunne dele med jer, for at hjælpe jer med at forstå, hvorfor vi føler os så sikre i vores sag.”

Straffen: fra bødestraf til historisk pointfradrag

Sammenlignet med tidligere PSR- og FFP-sager er Citys sag af et helt andet omfang. Everton blev i sæsonen 2023/24 idømt et pointfradrag på 10 point for ét enkelt PSR-brud; pointfradraget blev ved appel nedsat til 6 point, fordi appelnævnet fandt juridiske fejl i kommissionens begrundelse. Nottingham Forest fik samme sæson et fradrag på 4 point, ligeledes for ét enkelt regnskabsårs overtrædelse; Forrests pointstraf blev dog reguleret fra oprindeligt 6 point til 4 point som en direkte konsekvens af klubbens samarbejdsvillighed: kommissionen fandt, at Forest havde udvist “exceptional cooperation”.

Manchester Citys sag dækker imidlertid ni sæsoner og 114 dokumenterede regelbrud – en størrelsesorden, ingen tidligere PSR/FFP-sag har haft.

Eksperter, citeret af flere engelske medier, vurderer, at et historisk stort pointfradrag (i størrelsesordenen 40-60 point, fordelt over flere sæsoner) er det mest sandsynlige udfald.

Blandt de kritiske røster, der mener et pointfradrag ikke er nok, er tidligere Manchester City-bestyrelsesformand David Bernstein, som til BBC har opfordret til en sanktion, der rækker ud over det rent økonomiske med den begrundelse, at bøder og pointfradrag i sidste ende er til at absorbere for en ejerkreds med Abu Dhabis finansielle muskler, og at kun en sanktion, der reelt fjerner City fra Premier League, hvis appellen fejler, vil skabe den præcedens en sag af denne kaliber fortjener.

Kan Premier League overhovedet udelukke City — og hvor skulle de så ende?

David Bernstein er langt fra den eneste der mener at City bør udelukkes fra Premier League, men dette finder jeg personligt højst usandsynligt. Ikke fordi jeg mener at en udelukkelse ville være for hård en straf, men fordi kompleksiteten i en evt. udelukkelse er til at få øje på.

For det første er selve udelukkelsesproceduren ikke noget, en uafhængig kommission kan beslutte alene. Ifølge styringsekspert Aaryaman Banjeri kræver Premier Leagues eget regelsæt, at en udelukkelse vedtages som en “Special Resolution” — en afstemning blandt klubbernes ejere, hvor mindst 15 ud af ligaens 20 klubber (75 procent af stemmerne) skal stemme for.

Kravet om en “Special Resolution”, hvor tre fjerdedele af Citys egne konkurrenter – herunder klubber, der kommercielt og sportsligt, i den grad har mange gode grunde til at sikre en af fodboldverdenens største brands forblivelse i Premier League – aktivt stemmer for at smide en af ligaens største indtægtskilder ud, kan konkret komme til at virke som en håndbremse ift. en evt. udelukkelse.

En udelukkelse ville derfor ikke kun ramme City, men ligeledes potentielt kunne skade selve produktet -Premier Leagues, kommercielle værdi over for tv-selskaber og sponsorer globalt. Det bliver derfor interessant at se, om en uafhængig kommission reelt er bundet af kravet om en klubafstemning, eller om det kan omgås, så kommissionen selv kan idømme en sådan sanktion.

Dertil kommer det næste, oplagte spørgsmål: Hvor skulle City overhovedet placeres, hvis en sådan udelukkelse faktisk blev gennemført?

England har et lukket liga-hierarki uden en uafhængig, overordnet fodboldmyndighed, der kan placere en udelukket klub et nyt sted i systemet.

I praksis ville City skulle søge om optagelse i English Football League (EFL) – nederst i pyramiden, i League Two, fodboldens fjerde niveau.

Hertil kommer en mere spekulativ, men interessant tanke: City har næppe nogen interesse i at ende i League Two. Netop derfor kunne en udelukkelse blive en katapult, der kunne genåbne diskussionen om klubbers mulighed(er) for at krydse nationale grænser. At klubber krydser nationale grænser, er ikke nyt: Walisiske klubber som Cardiff, Swansea og Wrexham spiller allerede i det engelske ligasystem og AS Monaco spiller ligeledes i den franske Ligue 1.

En udelukkelse kunne desuden give ny næring til diskussionen om alternative konkurrencer uden for det nationale ligasystem — herunder en genrejsning af tanken om en europæisk Super League, som Real Madrid og Barcelona ellers formelt droppede i februar 2026 efter en aftale med UEFA.

Erstatningskravene: Burnley-præcedensen ændrer regnestykket

Den mulige regning stopper ikke ved Premier Leagues egen sanktion. Den 10. juni 2026 — kort før kendelsen mod City — blev Everton af en uafhængig Premier League-kommission pålagt at betale Burnley ca. 350 mio. kr. (£40m inkl. renter) i erstatning, mod et oprindeligt krav på over ca. 435 mio. kr. (£50m).

Burnley mente, at Evertons PSR-brud i sæsonen 2021/22 var med til at koste dem nedrykningen: Burnley sluttede fire point efter Everton, som først fik sit pointfradrag (10 point, senere 6 efter appel) i sæsonen 2023/24. Kommissionen gav Burnley medhold efter princippet “loss of chance” – at klubben havde mistet en reel chance for at blive i ligaen.

Jurist og voldgiftsdommer Jens Evald vurderer over for Tipsbladet, at kendelsen vil få en stærk præventiv virkning på resten af ligaen, og advokat Frederik Bruhn fra HortenDahl peger på Burnley-sagen som begrundelse for, at Citys rivaler nu bør forvente at kunne rejse tilsvarende krav.

Ifølge BBC har flere klubber allerede søgt juridisk rådgivning om et et søgsmål mod City og The Independent nævner Arsenal, Manchester United, Liverpool og Tottenham.

Steen Houman har i en artikel på sin hjemmeside beregnet, at Citys samlede teoretiske eksponering — altså de erstatningskrav, City i værste fald kan blive mødt med fra rivalerne — kan løbe op i ca. 3,0-3,8 mia. kr. (£350-440m). Beregningen bygger på to kravtyper: placeringspenge (ca. 26 mio. kr. (£3m) pr. placering pr. sæson) og, langt tungere, manglende adgang til Champions League, som isoleret set kan koste en klub 260-350 mio. kr. (£30-40m) pr. sæson i præmiepenge, tv-rettigheder og kommerciel eksponering. Over ni sæsoner bliver det ifølge Houman til et krav på 2,3-3,1 mia. kr. (£270-360m) for CL-adgang alene.

Kilder

0 Comments

You Might Also Like

En sportsøkonomisk kortlægning af Superligaens topklubber

september 11, 2026

”I’m working with some of the best athletes in the world, but the greatest difference, I believe, between Liverpool and Feyenoord, is the finishing abilities of the players”

februar 6, 2025

Football Is Art and the Artist Are the Players, not the Coach!

september 4, 2026