ACT Akademitrænere Mentaltræning Spiller Sportspsykologi Trænere

Accept i fodbold: At handle, mens ubehaget er til stede

september 22, 2026

I ACT er accept en bevidst handling, der kontinuerligt trænes som en muskel, eller teknisk færdighed, om man vil. Denne artikel er den første i en serie, der folder hver af de seks kerneprocesser i ACT ud, én ad gangen — vi starter med accept, fordi det er den proces, der oftest bliver misforstået.

Hvad er accept?

Ordet accept stammer fra det latinske accipere — sammensat af ad (“til”) og capere (“at tage”) — og betyder oprindeligt at tage imod. Sprogligt har det altså intet med opgivelse at gøre.

Alligevel har “at acceptere” i dansk daglig tale ofte en resignerende klang. Det hænger formentlig sammen med, hvordan vi typisk bruger ordet: vi accepterer et nederlag, en diagnose, en skæbne — noget, vi ikke selv har valgt, og ikke kan ændre. Den brug har over tid farvet selve ordet, så det for mange lyder som opgivelse, selvom dets rod betyder det modsatte: at tage aktivt imod noget.

Det er præcis den sproglige bagage, Steven Hayes og hans kolleger var opmærksomme på, da de i 1980’erne og 90’erne valgte “acceptance” som fagterm i det, der skulle blive til ACT. Derfor definerede de fra start accept som en aktiv villighed — ikke en passiv overgivelse. I daglig tale betyder “at acceptere” ofte at give sig, at synes noget er i orden, eller at holde op med at ville have det anderledes. Ingen af delene er, hvad accept betyder i ACT.

Accept er en villighed: villigheden til at have en tanke, en følelse eller en fornemmelse i kroppen — uden at bruge tid og energi på at fjerne, undertrykke eller argumentere med den, før du handler. Det er ikke målet i sig selv. Målet er, på trods af ubehaget, at handle i overensstemmelse med dine værdier og din gameplan. Accept er det, der gør den handling mulig, når ubehaget ikke forsvinder af sig selv, hvilket det sjældent gør under pres.

Det modsatte af accept kaldes i psykologien for oplevelsesundgåelse, eller undgåelsesadfærd, som man primært bruger i sportspsykologien.

Accept i fodboldpraksis: Undgå den kortvarige belønning ved undgåelsesadfærd

Forestil dig en stopper, der tre minutter inde i kampen begår et klodset straffespark — en unødvendig tackling i eget felt. Dommeren peger på pletten, og straffesparket bliver omsat til 0-1.

Det er ikke vanskeligt at sympatisere med stopperen i denne situation, hvor man nærmest selv kan mærke følelsen af skuffelse, og hvordan den nærmest kan blive til skam over — både sig selv, men ligeledes den situation man har bragt sit hold i.

Det er netop i sådanne øjeblikke, en spillers psykologiske kapacitet viser sig.

Ubehaget i situationen er uundgåeligt. Når amygdala — hjernens alarmcentral — registrerer en trussel, udløses en øjeblikkelig stressrespons, længe før den rationelle del af hjernen når at reagere. Det gav mening, da truslen var en sabeltiger, der jagtede vores forfædre på savannen. Problemet er, at hjernen ikke kan kende forskel på den fare og oplevelsen af at blive udstillet foran et fyldt stadion — alarmen går af på præcis samme måde. Det er derfor, skuffelsen og nervøsiteten brænder med det samme — ikke som et tegn på svaghed, men som en velfungerende alarm. Mennesket er evolutionært designet til netop denne undgåelsesadfærd, fordi det historisk set øgede overlevelseschancerne at trække sig væk fra ubehaget, frem for at gå ind i det.

Lad os vende tilbage til billedet af stopperen, der netop har begået straffesparket og set modstanderholdet omsætte det til 0-1. De fleste fodboldspillere kan nok sætte sig ind i, hvad der sker i ham i de minutter.

Det letteste er at forsøge at undgå ubehaget: han undlader at spille bolde op i mellemrummet, og han falder tidligere for at beskytte bagrummet — med konsekvenser for både resten af forsvarslinjen og for det mellemrum foran den, der pludselig eksponeres tydeligt. Han stopper også med at kommunikere, fordi han har rigeligt i sig selv. Det er helt naturligt. Men paradoksalt nok straffer stopperen i den periode ikke bare sig selv, men hele holdet.

Og fodboldkampe kan ændres på få sekunder, så regnestykket er ikke svært: den slags perioder skal man helst ikke have for mange af i løbet af en kamp — hverken individuelt eller kollektivt.

Det er præcis derfor, accept er så afgørende. Amygdalaen lader sig ikke overtale — den reagerer, uanset hvor bevidst stopperen er om, at straffesparket allerede er begået, og at kampen stadig skal spilles. Det, han derimod kan træne, er, at handle på trods af ubehaget: at fortsætte med at kommunikere og spille bolden op i mellemrummet. Denne evne kommer ikke af sig selv, men skal trænes som enhver anden færdighed.

Det er også her, det klassiske råd “bare træk vejret” møder sin egen fysiologiske grænse. Kontrolleret, langsom vejrtrækning virker via vagusnerven og de såkaldte baroreflekser — kroppens mekanisme til at koble vejrtrækning og puls sammen og derved berolige sig selv. Men den mekanisme styres af det parasympatiske nervesystem, og under netop den type akut stress, stopperen oplever, er det sympatiske nervesystem dominerende — hvilket direkte undertrykker den parasympatiske “bremse” (Lehrer & Gevirtz. Det er således ikke et spørgsmål om disciplin eller manglende træning i øjeblikket: den vej, man instinktivt ville bruge til at berolige sig selv, er delvist lukket ned af den samme stressrespons, den skal modvirke. Det er endnu en grund til, at accept ikke er en teknik, man slår til i nuet, men en færdighed, der bygges op i forvejen — for når alarmen først lyder, er kroppens egne genveje til ro ikke fuldt tilgængelige.

Funktionel analyse af din fodboldadfærd

Undgåelsesadfærden hos stopperen — falder tidligere, undlader progressive bolde op i mellemrummet og stopper med at kommunikere — følger et fast mønster: en kortvarig belønning, ubehaget forsvinder kortvarigt, men prisen på den lange bane er, at holdet mangler de kompetencer og færdigheder, stopperen reelt er med for at bidrage med — og stopperen ligner pludselig mest af alt en “alibispiller”. Det mønster kaldes en funktionel analyse, og vi folder det helt ud — med et arbejdsark, du selv kan bruge — i Funktionel analyse: sådan kortlægger du din egen adfærd under pres.

Det er her, accept, defusion og engageret handling træder ind som det funktionelle modsvar: accept ændrer forholdet til ubehaget, defusion ændrer forholdet til tanken, og engageret handling er selve handlingen, der erstatter undgåelsen — at spille bolden op i mellemrummet, fordi det er rigtigt, ikke fordi det føles trygt.

Det, accept ikke er

Tre misforståelser går igen, og de er værd at få ryddet af vejen.

Accept er ikke resignation. At acceptere nervøsiteten før en straffesparkskonkurrence er ikke det samme som at acceptere et eventuelt brændt straffespark på forhånd. Det er præcis det modsatte: det er det, der gør, at spilleren stadig kan gå op og sparke med fuld commitment, selvom nervøsiteten er der.

Accept er ikke positiv tænkning. Målet er ikke at overbevise sig selv om, at ubehaget egentlig er rart, eller at “tænke det væk”. Accept kræver ingen ændring af, hvordan ubehaget føles — kun en ændring af, hvad spilleren gør, mens det er der.

Accept er ikke passivitet. Det er ofte den mest krævende af de seks kerneprocesser, fordi den beder spilleren om at blive i en ubehagelig oplevelse længe nok til at handle igennem den, i stedet for at tage den hurtigste vej ud af ubehaget — hvilket næsten altid er en eller anden form for tilbageholdenhed.

Psykologisk fleksibilitet

Stopperen fra denne artikels eksempel kommer ikke ud på den anden side af ubehaget, fordi hans amygdala pludselig holder op med at larme — det gør den ikke. Spilleren kommer på den anden side af ubehaget, fordi amygdala ikke længere får lov at diktere hans fodboldadfærd, om han spiller progressive bolde frem i banen, om hans forsat holder en høj bagkæde og forsætter med at kommunikere, på trods af ubehaget.

Ovenstående er et praksiseksempel på hvorfor accept spiller en central rolle i opbygningen af Psykologisk Fleksibilitet. Det er også derfor, accept hverken skal ses som resignation, positiv tænkning eller passivitet, men faktisk en sund kontrast til alle tre: en aktiv, trænbar færdighed, der gør, at spilleren kan rumme ubehaget, uden at lade det definere hans fodboldadfærd eller transformere ham til en “alibispiller” resten af kampen — i stedet muliggør Psykologisk Fleksibilitet (summen af kerneprocesserne i ACT), at spilleren, på trods af ubehaget, er i stand til at handle i overensstemmelse med sine værdier og gameplan.

I de kommende artikler folder vi de øvrige fem kerneprocesser i ACT ud på samme måde — hver med sit eget eksempel fra banen og sin egen funktionelle analyse.

Kilder

  • Hayes, S. C., Strosahl, K. D., & Wilson, K. G. (1999/2011). Acceptance and Commitment Therapy: An Experiential Approach to Behavior Change. Guilford Press.
  • Henriksen, K., Hansen, J., & Hvid Larsen, C. (red.) (2020). Mindfulness and Acceptance in Sport: How to Help Athletes Perform and Thrive under Pressure. Routledge.

Acceptance ACT AGF Akademitrænere Area of Mutual Help Brøndby Coaching Cruyff FCK FC Midtjylland FC Nordsjælland FernandoDiniz Fodboldøkonomi Functional Play Guardiola IDP Indadgående kant Individuel Coaching Ledelse Liverpool Lyngby Management Manchester City Mentaltræning Myterne Opbygningsspil Opbygningsspil fra Målspark Paco Seirul-Lo Positional Play Premier League Presreaktioner SoMe Space of Mutual Help Spiller Spillere Sports Management Sportspsykologi Strategi Superiorities System1og2 Tendenser The Last Dance Træner Trænere Vitinha

You Might Also Like