Denne artikel er den femte i serien, der folder hver af de seks kerneprocesser i ACT ud, én ad gangen. Ligesom værdier kunne den lige så godt have ligget først: uden en stabil position at iagttage fra er der intet sted at observere en tanke fra, intet stabilt sted at mærke ubehaget fra uden selv at blive det, og ingen, der kan vælge en værdistyret handling uafhængigt af dagens præstation. Selvet som kontekst er det, der gør de øvrige fire processer mulige, uden selv at være en teknik.
Hvad er selvet som kontekst?
Ordet kontekst kommer af det latinske contextus — af con- (sammen) og texere (at væve). Bogstaveligt: det, der er vævet sammen omkring noget. Konteksten er ikke selve tråden, men det stof, tråden er vævet ind i.
I forskningen inden for ACT skelnes der mellem tre forskellige “selv’er” — tre forskellige positioner, du kan tale, tænke og handle fra, hver med sin egen rækkevidde (Hayes, Strosahl & Wilson, 1999/2011).
Det konceptuelle selv. Historien om, hvem du er — dine fakta, roller og domme, samlet til én fortælling: “jeg er en offensiv midtbanespiller”, men også “jeg er en, der ikke er kampafgørende, når det gælder”. Den historie føles som et faktum, fordi den er bygget af rigtige hændelser. Men den er stadig en fortælling — en udvalgt og sammenkædet version af, hvad der er sket, ikke selve virkeligheden.
Det tænkende selv. Stemmen, der dømmer og analyserer i nuet: den, der lige nu regner ud, hvad en brændt chance betyder, eller om det seneste touch var godt nok. Den arbejder hurtigt og higer efter et facit — den vil gerne afgøre, om du er god nok, en gang for alle. Mekanismen er ikke ukendt uden for ACT: det er i store træk det, kognitiv adfærdsterapi kalder kerneantagelser — faste, ofte tavse regler for, hvornår noget (eller nogen) er godt eller dårligt nok, som filtrerer den enkelte oplevelse, før den overhovedet når bevidstheden (Beck, Rush, Shaw & Emery, 1979). Forskellen er, at ACT ikke forsøger at ændre selve indholdet af dommen — kun spillerens forhold til den.
Det iagttagende selv — selvet som kontekst. Det, der bemærker både historien og dommen, uden selv at være nogen af delene. Det ændrer sig ikke af, at en tanke eller en præstation ændrer sig. Ligesom konteksten fra etymologien er stoffet, en tråd væves ind i — ikke tråden selv — er selvet som kontekst det stof, dine tanker væves ind i. Den enkelte tanke er tråden: den skifter fra sekund til sekund. Selvet som kontekst er stoffet, der forbliver det samme, uanset hvilken tråd der lige nu væves ind i det. Det er også derfor, selvet som kontekst er en forudsætning for de øvrige processer, snarere end blot endnu en af dem: at observere en tanke, uden at blive den (defusion), at mærke et ubehag, uden at kæmpe imod eller flygte fra det (accept), og at vælge en værdistyret handling, uafhængigt af dagens præstation (værdier), kræver hver især et stabilt sted at gøre det fra. Selvet som kontekst er det sted.
Hayes, Strosahl og Wilson bruger oprindeligt et skakbræt som billede på forskellen: tankerne og følelserne er brikkerne, brættet er det, der rummer dem. Her på Halvrummet giver et andet billede mere mening, i konteksten af fodbold: en fodboldbane, delt i to af midterlinjen. Den ene banehalvdel er de positive tanker og følelser — de vundne dueller, de gode beslutninger, rosen. Den anden banehalvdel er de negative — fejlene, kritikken, tvivlen. Det tænkende selv vil vinde kampen om banen — presse den ene halvdel til at fylde det hele og skubbe den anden helt af banen. Selvet som kontekst er derimod banen selv: det, der rummer begge halvdele på én gang, uden selv at være nogen af dem, og uden at have brug for, at den ene vinder over den anden.
For midtbanespilleren fra artiklen om værdier betyder det: en uge med mange vundne 1v1-dueller og et par gode afslutninger hører hjemme på den ene banehalvdel. En kritisk kommentar på sociale medier og frygten for at blive skiftet ud hører hjemme på den anden. Begge dele er lige virkelige, og ingen af dem forsvinder, blot fordi han ønsker sig af med den — på trods af, at mange spillere netop forsøger præcis dét: at slippe af med “frygten”. Pointen er hverken, hvilken halvdel der fylder mest lige nu, eller at få den positive halvdel til at fylde mere end den negative — det sidste er præcis det forsøg, der i artiklen om værdier holdt frygten ved lige. Pointen er, at han er banen: den, der rummer begge halvdele på én gang, uden selv at være defineret af, hvilken af dem der fylder mest lige nu. Hans identitet som spiller afhænger ikke af, om den positive eller den negative halvdel har overtaget i denne uge — ligesom brættet i skakbræt-metaforen ikke afhænger af, hvilke brikker der står øverst. Konkret kan han bruge 3R-modellen til det: han registrerer tanken — bemærker den, uden at blive den (defusion) — i stedet for at bekæmpe, flygte fra eller fastfryse over for ubehaget på den ene halvdel. Han releaser grebet om at skulle kontrollere, hvilken halvdel der fylder mest lige nu. Og han refokuserer ved at rette opmærksomheden mod den fodboldadfærd, der er brug for i situationen, styret af hans værdier — modig, gennembrudssøgende, kampafgørende — uanset hvilken halvdel der fylder mest i øjeblikket.
Fælden: når historien bliver til identiteten
Det konceptuelle selv er ikke længere farligt i sig selv — det er praktisk at kunne sige “jeg er en offensiv midtbanespiller, der skal være kampafgørende” uden at genforhandle det hver morgen. Fælden opstår, når historien holder op med at være noget, du har, og bliver til noget, du er — når en enkelt tanke fra den negative banehalvdel, “jeg har underpræsteret på det seneste”, stille og roligt erstattes af en dom, der dækker hele banen: “jeg er en spiller, der ikke er kampafgørende, når det gælder.” Det første er en beskrivelse af nogle kampe på den negative halvdel — noget, der er sandt lige nu, uden at være hele sandheden om ham som spiller. Det andet er en dom over en hel identitet, formuleret i præcis de samme ord som den værdi, han selv har valgt at stå for, og den dom lader sig ikke afkræfte af én god kamp på den positive halvdel; den kræver et helt nyt bevis, hver eneste gang.
Det er samme mekanisme, forskningen i atletisk identitet peger på: jo mere en udøvers selvværd er bundet op på præstationen alene — det, der kaldes kontingent selvværd — desto hårdere svinger selvfølelsen med resultaterne, og desto sværere bliver det at holde fast i en stabil position, når formen dykker (Crocker & Wolfe, 2001). Når hele identiteten står og falder med søndagens kamp, er der ikke nogen hel bane tilbage til at rumme et dårligt resultat — kun to banehalvdele, der kæmper om at fylde mest.
Fodboldpraksis: Midtbanespilleren, der blev sin egen krise
Halvrummet har tidligere beskrevet en 22-årig offensiv midtbanespiller, der havde startet i 35 af holdets seneste 38 kampe, med 1v1-duellerne, evnen til at blive retvendt i mellemrummet og kampafgørende aktioner som sine tydeligste styrker. Over seks kampe vendte det: færre 1v1-aktioner, færre retvendte situationer i mellemrummet, færre afslutninger og gennembrudssituationer — sideløbende med et skift fra ros til kritik i medier og på sociale medier, og en voksende frygt for at blive skiftet ud.
Det, der skete i de seks kampe, var ikke kun et formdyk. Det var en historie, der stivnede. “Jeg mislykkes, når det gælder” gik fra at være en tanke, der meldte sig efter en enkelt brændt chance, til at blive den historie, han selv fortalte om, hvem han var som spiller. Det er ham.
Når historien først er sat, arbejder opmærksomheden med den, ikke imod den: et vundet 1v1 glider forbi som en undtagelse, mens et tabt duel bliver endnu et bevis — det psykologien kalder bekræftelsesbias, tendensen til at lægge mest mærke til det, der bekræfter en eksisterende overbevisning, og overse eller bortforklare det, der modsiger den (Nickerson, 1998). Historien bliver dermed sin egen selvforstærkende motor: jo mere hele hans selvforståelse hviler på præstationen alene, jo mere selektivt bliver blikket på hans egen indsats, og jo hårdere rammer den næste nedtur (Brewer & Petitpas, 2017).
Det er her, arbejdet med hans værdier — modig, gennembrudssøgende, kampafgørende, som beskrevet i artiklen om værdier — for alvor bliver sat på prøve. Så længe han er fusioneret med historien om at være “spilleren i krise”, er der ingen hel bane tilbage at handle værdistyret fra — kun den negative banehalvdel, han i øjeblikket har ladet fylde det hele. Værdierne bliver endnu en ting, han enten lever op til eller ikke gør, i stedet for en retning, han kan vælge uafhængigt af søndagens resultat. Selvet som kontekst er banen, der gør den forskel mulig: ved at registrere tanken “jeg har ikke præsteret på det niveau, jeg forventer af mig selv, de seneste seks kampe” som noget, der hører hjemme på den negative banehalvdel — noget, der er sandt om hans seneste præstationer, uden at være hele sandheden om ham som spiller — kan han release grebet om straks at skulle bevise det modsatte, og i stedet refokusere på den fodboldadfærd, hans værdier peger mod, uanset hvilken halvdel der fylder mest lige nu.
Arbejdsredskabet — hele banen
Følg de to trin herunder.
Trin 1 — Find banen. Før du fordeler nogen tanker på banehalvdelene, skal du lægge mærke til, at der overhovedet er en hel bane. Næste gang en tanke om din egen præstation melder sig — ligesom “jeg har ikke præsteret på det niveau, jeg forventer af mig selv” gjorde det for midtbanespilleren ovenfor — så spørg: taler jeg lige nu ud fra historien om, hvem jeg er (det konceptuelle selv), dommen over det, der lige skete (det tænkende selv) — eller er jeg den, der bare bemærker, at de to taler? Det er ikke noget, du skal svare rigtigt på. Det er nok at opdage, at spørgsmålet giver mening — for det beviser, at der er et sted at spørge fra, som ikke selv hører hjemme på nogen af banehalvdelene.
Trin 2 — Fordel tankerne på banehalvdelene. Skriv de tanker, der kæmper i dig lige nu, ind på hver sin banehalvdel — de positive og de negative. Du behøver ikke vælge en vinder. Det eneste, øvelsen beder dig om, er at lægge mærke til, at du er den, der kan se hele banen — ikke nogen af de to halvdele, der kæmper om pladsen. Når tankerne er fordelt, er næste skridt at gøre som midtbanespilleren: bruge 3R-modellen på dem — registrér, release, refokusér. Den ene halvdel kan presse den anden tilbage. Banen er stadig den samme bane.
Det er hele pointen med selvet som kontekst: ikke at få den positive banehalvdel til at vinde over den negative, men at blive stående på banen, uanset hvilken halvdel der fylder mest den pågældende uge. Modig, gennembrudssøgende, kampafgørende er ikke noget, midtbanespilleren skal bevise hver gang han har bolden — det er en retning, han kan vælge, fordi han er banen, handlingerne spilles på, ikke den ene halvdel, han i øjeblikket er tilbøjelig til at identificere sig med.
Kilder
- Hayes, S. C., Strosahl, K. D., & Wilson, K. G. (1999/2011). Acceptance and Commitment Therapy: An Experiential Approach to Behavior Change. Guilford Press.
- Beck, A. T., Rush, A. J., Shaw, B. F., & Emery, G. (1979). Cognitive Therapy of Depression. Guilford Press.
- Brewer, B. W., Van Raalte, J. L., & Linder, D. E. (1993). Athletic identity: Hercules’ muscles or Achilles heel? International Journal of Sport Psychology, 24, 237-254.
- Brewer, B. W., & Petitpas, A. J. (2017). Athletic identity foreclosure. Current Opinion in Psychology, 16, 118-122.
- Crocker, J., & Wolfe, C. T. (2001). Contingencies of self-worth. Psychological Review, 108(3), 593-623.
- Nickerson, R. S. (1998). Confirmation bias: A ubiquitous phenomenon in many guises. Review of General Psychology, 2(2), 175-220.
Acceptance ACT AGF Akademitrænere Area of Mutual Help Brøndby Coaching Cruyff FCK FC Midtjylland FC Nordsjælland FernandoDiniz Fodboldøkonomi Functional Play Guardiola IDP Indadgående kant Individuel Coaching Ledelse Liverpool Lyngby Management Manchester City Mentaltræning Myterne Opbygningsspil Opbygningsspil fra Målspark Paco Seirul-Lo Positional Play Premier League Presreaktioner SoMe Space of Mutual Help Spiller Spillere Sports Management Sportspsykologi Strategi Superiorities System1og2 Tendenser The Last Dance Træner Trænere Vitinha
