Fodboldsituationen lige nu er den eneste situation, du skal fokusere på — ikke situationen for ti sekunder siden, og heller ikke de situationer, du visuelt har forestillet dig senere. Det er i fodboldsituationen lige nu, du skal være til stede.
Denne artikel er den sjette og sidste i serien, der folder hver af de seks kerneprocesser i ACT ud, én ad gangen. Den er også den, hvor de øvrige fem konkret lander: accept og defusion handler om at slippe grebet om en tanke eller en følelse — men de slipper den hen imod noget. Det, de slipper den hen imod, er kontakt med nuet. I 3R-modellens sprog er det her, du refokuserer: udgangspunktet, du vender tilbage til, før den næste fodboldhandling.
Hvad er kontakt med nuet?
I ACT er kontakt med nuet evnen til at rette opmærksomheden mod det, der reelt er relevant i øjeblikket — modstanderens kropspositionering, næste pasning, de rum der åbner op — frem for at hænge fast i den brændte chance eller frygte den næste fejl. Processen kaldes også fleksibel opmærksomhed på nuet, og ordet fleksibel er afgørende: det handler ikke om at tømme hovedet eller opnå total koncentration om ét punkt. Det handler om at kunne flytte opmærksomheden derhen, hvor den gør gavn lige nu, og væk igen, når situationen ændrer sig — modsat at være låst, enten i fortiden eller i en forestillet fremtid.
Men kontakt med nuet er mere end en opmærksomhedsevne — det er det sted, du vender tilbage til. Hver gang du registrerer en tanke og releaser grebet om den, skal du refokusere et sted hen. Det sted er nuet: den fodboldsituation, der rent faktisk står foran dig lige nu, og som den næste handling skal komme ud af.
Hvorfor er det svært?
Der er to grunde, og de er begge biologiske, ikke et spørgsmål om viljestyrke.
Den første er, at et vandrende sind er menneskets standardtilstand. Hjernen har simpelthen en indbygget hviletilstand, den falder tilbage til, hver gang opmærksomheden ikke aktivt bliver holdt fast på noget bestemt. Pointen er ikke, at en spiller, hvis tanker forlader banen midt i en kamp, mangler disciplin. Pointen er, at det kræver aktivt arbejde at holde opmærksomheden ude på banen — og at hjernen, i det øjeblik det arbejde slipper, falder tilbage til sin standardtilstand.
Den anden grund er mere specifik for præstation under pres. Når øvede udøvere er bange for at fejle, begynder de ofte at rette bevidst opmærksomhed mod selve udførelsen af en handling, der ellers er trænet ind til at foregå intuitivt. Det river den motoriske frigjorthed væk: handlingen bliver noget, der tænkes igennem i stedet for noget, kroppen bare gør — og det går for langsomt, for på eliteniveau skal netop den slags handlinger udføres intuitivt, hurtigere end en bevidst tanke kan nå at følge med. Det er selve grunden til, at man træner gentagelser: så handlingen kan udføres intuitivt, også under pres.
Fodboldpraksis: Midtbanespilleren, der spillede to kampe på én gang
Halvrummet har fulgt en 22-årig offensiv midtbanespiller gennem denne serie — først gennem hans værdiarbejde (modig, gennembrudssøgende, kampafgørende), siden gennem den historie, der stivnede om, hvem han var som spiller, efter seks svage kampe. Det, der skete på selve banen i den periode, var i høj grad et opmærksomhedsproblem: han spillede ikke længere kun den kamp, der faktisk foregik foran ham. En del af opmærksomheden var i den forrige fejlpasning, en anden del var hos træneren på sidelinjen og en mulig udskiftning. Tilbage til selve spillet — modspillerens position, rummet der lige var opstået i mellemrummet — var der kun en brøkdel af opmærksomheden tilbage.
Det er præcis den type opdeling, der forklarer, hvorfor hans data viste færre retvendte situationer og færre gennembrudspasninger, længe før nogen kunne se det tydeligt på resultatet. En kropspositionering, der gør, at spilleren lige skal bruge et ekstra touch på at blive retvendt, fordi opmærksomheden var et andet sted i de forudgående to sekunder, er nok til at lukke et rum ned. Det er ikke et teknisk problem. Det er et problem med udgangspunktet, hans opmærksomhed.
Det, teknisk træning alene ikke kan løse
Der findes et konkret og lærerigt forskningsresultat om præcis dette. Et studie trænede fodboldspillere i syv uger i at fastholde blikket på et optimalt punkt på målet en anelse længere, før de afsluttede et straffespark — en teknik der kaldes quiet eye (Wood & Wilson, 2011). Uden pres virkede det tydeligt: den trænede gruppe var markant mere præcise og fik halvt så mange skud reddet som kontrolgruppen. Men i en straffesparkskonkurrence med reelt pres forsvandt præcisionsfordelen — selvom spillerne stadig teknisk set fastholdt de længere blikfikseringer, de var trænet i.
Konklusionen er ikke, at opmærksomhedstræning er virkningsløs. Konklusionen er, at ren teknik — hvor øjnene skal se hen — ikke er nok, når angsten for alvor melder sig. Det er derfor, denne artikel er den sidste i serien, og ikke den første: kontakt med nuet virker bedst sammen med accept af det ubehag, der uundgåeligt kommer, ikke som en teknik, der skal erstatte det.
Arbejdsredskabet — tre spørgsmål før du har bolden
Denne proces lader sig svært øve på papir, fordi den kun findes i selve øjeblikket. Det tætteste på et redskab er en fast vane, du kan trække på i pausen mellem to spilsituationer:
- Hvor er min opmærksomhed lige nu? — i den sidste fejl, i en forestillet fremtid, eller i den spilsituation, der rent faktisk foregår foran mig?
- Hvad er relevant her? — modstanderens position, næste pasningsmulighed, det rum der er ved at åbne sig.
- Hvad refokuserer jeg til? — det svar, spørgsmål 1 og 2 giver dig, er det udgangspunkt, den næste fodboldhandling skal komme ud af.
De tre spørgsmål erstatter ikke træning. De er en måde at genkende, når opmærksomheden er gledet væk fra banen, og en fast rute tilbage til udgangspunktet — igen og igen, gennem hele kampen.
Det, kontakt med nuet ikke er
Det er ikke det samme som at tømme hovedet for tanker. Tanker vil fortsat dukke op midt i en kamp. Processen handler om, hvor opmærksomheden rettes hen, ikke om at opnå et tomt sind.
Det er ikke ensbetydende med total koncentration om ét fikspunkt. Det modsatte af at være distraheret er ikke at være stift fokuseret — det er at kunne flytte opmærksomheden fleksibelt derhen, hvor den gør gavn, i takt med at spillet ændrer sig.
Det er ikke en isoleret teknik, der virker af sig selv. Som quiet eye-forskningen viser, forsvinder den tekniske fordel under reelt pres, hvis den ikke er bygget ovenpå de øvrige fem processer i denne serie.
Det er heller ikke noget, du finder én gang og beholder resten af kampen. Det er et udgangspunkt, du mister og genfinder igen og igen — hver gang en tanke eller en følelse trækker opmærksomheden væk, og du refokuserer tilbage til det.
Kilder
- Hayes, S. C., Strosahl, K. D., & Wilson, K. G. (1999/2011). Acceptance and Commitment Therapy: An Experiential Approach to Behavior Change. Guilford Press.
- Wood, G., & Wilson, M. R. (2011). Quiet-eye training for soccer penalty kicks. Cognitive Processing, 12, 257-266.
Acceptance ACT AGF Akademitrænere Area of Mutual Help Brøndby Coaching Cruyff FCK FC Midtjylland FC Nordsjælland FernandoDiniz Fodboldøkonomi Functional Play Guardiola IDP Indadgående kant Individuel Coaching Ledelse Liverpool Lyngby Management Manchester City Mentaltræning Myterne Opbygningsspil Opbygningsspil fra Målspark Paco Seirul-Lo Positional Play Premier League Presreaktioner SoMe Space of Mutual Help Spiller Spillere Sports Management Sportspsykologi Strategi Superiorities System1og2 Tendenser The Last Dance Træner Trænere Vitinha
